Børne- og ungehjem med intern skole
En helhedsorienteret løsning for børn og unge i mistrivsel
På Opholdsstedet Lindersvold tilbyder vi et børne- og ungehjem med intern skole, hvor behandling, trivsel og undervisning er integreret i én samlet indsats.
For mange børn og unge i vores målgruppe er det ikke tilstrækkeligt med et opholdssted alene – og heller ikke med et skoletilbud isoleret set. De har brug for en sammenhængende hverdag, hvor voksne omkring dem arbejder i samme retning.
Derfor er Heldagsskolen Lindersvold en integreret del af vores tilbud. Skolen er vores interne skole, men er også godkendt af Faxe Kommune som behandlings- og specialundervisningstilbud.
Når skole og trivsel hænger uløseligt sammen
Mange af de børn og unge, der anbringes hos os, har haft omfattende vanskeligheder i deres skolegang. Det kan være:
- ufrivilligt skolefravær eller skolevægring
- mistrivsel og angst
- diagnoser inden for autismespektret eller ADHD
- sociale og følelsesmæssige udfordringer
Fælles er, at de ikke har kunnet profitere af en almindelig skolegang.
Hos os arbejder vi ud fra en grundlæggende forståelse: Uden trivsel – ingen læring.
Intern skole skaber sammenhæng og tryghed
Den interne skole giver mulighed for at skabe en stabil og forudsigelig hverdag, hvor barnet eller den unge ikke skal navigere mellem flere systemer.
Fordelene ved en intern skole er blandt andet:
- Tæt samarbejde mellem pædagogisk personale på opholdsstedet og skolens undervisere, fx med et ugentligt møde.
- Fælles forståelse af barnets behov og udfordringer
- Mulighed for fleksible løsninger i hverdagen
- Hurtig tilpasning af indsatsen ved ændringer i trivsel
- Færre skift og mindre belastning for barnet/den unge
For mange børn og unge er det afgørende, at skole og behandling ikke er to forskellige verdener, men tænkes sammen.
Individuelt tilrettelagte forløb
Undervisningen på Heldagsskolen Lindersvold tager udgangspunkt i den enkelte elevs:
- faglige niveau
- udviklingstrin
- behov for støtte og struktur
- interesser og motivation
Nogle elever har behov for en rolig opstart med én-til-én støtte, mens andre gradvist kan indgå i små fællesskaber.
Der arbejdes fleksibelt og med respekt for barnets dagsform og belastningsniveau. Skolen har også et højt ambitionsniveau ift. elevernes fremtidige uddannelse eller beskæftigelse, og der er fokus på at alle de elever der ønsker det, kan afslutte Folkeskolens afgangsprøver.
En relations- og behandlingsorienteret tilgang
Både på opholdsstedet og i skolen arbejder vi relationsbaseret og med en low arousal-tilgang.
Det betyder blandt andet:
- fokus på tryghed og forudsigelighed
- faste voksne og tydelig struktur
- guidning og aftaler frem for krav
- regulering frem for konfrontation
Vi arbejder ud fra en forståelse af, at kontakt er forudsætningen for relation – og relation er forudsætningen for udvikling. Ting tager tid.
Praksisnær undervisning med mening
Undervisningen er i høj grad praksisnær og tager ofte afsæt i konkrete aktiviteter, som giver mening for den enkelte. Det kan fx være:
- arbejde med dyr (hestem får, geder, høns, bier…)
- natur og udeliv
- værkstedsaktiviteter
- rollespil og anime
- madlavning
Faglige elementer integreres i aktiviteterne, så læring bliver virkelighedsnær, tilgængelig og meningsfuld.
En tryg base for udvikling
Lindersvold er beliggende i naturskønne omgivelser på Sydsjælland, midt imellem skov, strand og fjord. Her tilbyder vi en rolig og overskuelig ramme, hvor børn og unge kan finde fodfæste og udvikle sig i deres eget tempo.
Den tætte kobling mellem opholdssted og intern skole skaber en hverdag med genkendelighed, stabilitet og sammenhæng.
Samarbejde med kommuner og pårørende
Vi samarbejder tæt med anbringende kommuner, forældre og øvrige samarbejdspartnere for at sikre en helhedsorienteret indsats.
Målet er at skabe en bæredygtig udvikling for barnet eller den unge – både fagligt, socialt og personligt.
- Specialiseret dagtilbud
- 1. – 10. klasse
- Mange aktiviteter, hver måned har sit tema
- Små klasser
- Praksis og teori går hånd i hånd
- Individuelt tilrettelagte undervisningforløb
Kender du en ung som har brug for at komme på opholdssted?
Ring gerne til os helt uforpligtende for at høre hvilke muligheder vi har.
Kontakt Birgitte Bugge
51 21 75 59
birgitte@lindersvold.dk
ADRESSE
Opholdsstedet på Lindersvold
Lindersvoldvej 5B
4640 Faxe
CVR 20462183


