Verdens mindste får flytter ind

I begyndelsen af sommerferien fik vi de mest nuttede beboere vi nogensinde har haft, nemlig en lille flok ouessant-får. Bretagne-miniaturefåret som det også kaldes, er verdens mindste fårerace og kommer fra en lille fransk ø, Ouessant, som ligger i Atlanterhavet, ikke så langt fra Bretagnes kyst. Navnet er fransk og udtales ”wesong” – på engelsk kaldes øen Ushant.

Fårene er kun en halv meter høje, og dem vi har fået er alle sammen sorte men der findes også hvide og lysebrune ouessant-får. De er meget venlige og sociale og kommer løbende hen imod alle som nærmer sig deres fold som ligger lige ved siden af vores parkeringsplads.

Småt er godt

De små får har fået deres størrelse fordi de i mange generationer har boet på en lille, isoleret ø. Da nogle får for flere hundrede år siden blev bragt ud på det forblæste og sparsomt bevoksede Ouessant, var det en fordel at være lille. Hvis man er lille, behøver man ikke at spise så meget, og da der var knapt med græs på Ouessant, var det de små individer der klarede sig bedst. Det var de små fårs unger, som klarede sig bedst og selv fik lam. Og langsomt blev hele racen mindre og mindre i størrelse.

Sort er flot

De mennesker, som boede på øen, blandede sig også i avlen i forhold til farverne på fårene. Menneskene foretrak de sorte dyr, da deres uld ikke behøvede farvning inden brug. Kort sagt så blev de får som ikke var sorte, puttet i gryden og spist.  Efterhånden blev ouessant-fårene sorte.

Omkring år 1900 blev hvid uld populært, da den kunne farves i mange farver, og man indførte derfor igen får fra fastlandet i perioden 1904 til 1910. Derved blev racerne blandet, og en ny race med farverne hvid, sort og nougat (brun) opstod. 

I dag er ouessantfår meget sjældne. Der er kun nogle tusinde af dem i verden, flest i Frankrig, Holland, Belgien og Tyskland. Og så har vi altså vores egen lille flok her på Lindersvold.

Et pædagogisk projekt

Vi er meget glade for dyr på opholdsstedet og nogle af de unge har allerede katte og kaniner. Vi har længe talt om, at vi gerne have flere slags dyr, men har ikke rigtig kunnet finde ud af hvad det skulle være. Vi har noget plads, men heller ikke alt for meget af det.

Da vi fik en ny medarbejder som havde uddannelse indenfor landbrug og som har forstand på fåreavl, begyndte projektet at tage form. Vi fik mange gode snakke omkring aftensmaden omkring planlægningen af projektet med mange overvejelser frem og tilbage. Med den plads vi har, og den tid vi har til at passe dyrene, ville det være perfekt med miniaturefår – og så gik vi i gang.

En fold tager form

Vi bestemte vi os for at bygge tre folde sådan at fårene kan flyttes rundt efterhånden som de får græsset i bund. En af foldene kan også bruges til at have en vædder i, når den tid kommer, hvor fårene skal bedækkes. Et græsareal yderkanten af vores område hvor der både er bøge, birk og æbletræer var det oplagte sted at have foldene.

Vi fik fat i nogle professionelle folk, som satte hegnet op. Først skulle der bores huller til pælene og derefter skulle hegnet spændes op og lågerne monteres. Det var sjovt for både unge og medarbejdere at være med til hele processen. Når vi kan se, at det hele bliver til noget, og faktisk bliver rigtig godt – så inspirerer det til handling. Så vil man gerne være med der hvor der er brug for det – til at måle op, til at bære hegnspæle, til at slå kramper i eller hvad det nu kan være.

Familien Ouessant flytter ind

Den store dag kom en af de første dage i juli, hvor fire får og tre lam flyttede ind. Det var den helt store velkomstkomité der havde taget opstilling når traileren med den lille flok endelig rullede ind på pladsen.

Daglig leder Birgitte holdt en lille tale hvor hun takkede alle dem som havde været med til at gennemføre projektet, og så fik vi at vide, hvordan vi skulle tage godt imod de nye beboere, sådan at de kunne føle sig hjemme. Når døren gik op og vi alle kunne se de små ouessanter for første gang, var det til lyden af gentagede ”iihhh…” og ”åhhh…” fordi de er altså overraskende kære at kigge på. Den førende dame i fåreflokken styrede direkte imod det grønne græs, og de andre får og lammene trippede efter. De har ædt og ædt lige siden, kun afbrudt af kollektive middagslure og lammenes leg.

Især de to vædderlam er meget aktive – de øver sig på at hoppe, springe og stange lige så snart de kan komme til det. Det mindste lam, Hansine, skal have flaske hver 6. time for at få nok mad. Det har vi lavet et system for, hvor vi skiftes til det.

Et vellykket projekt

Alt i alt har det været et rigtigt givende og vellykket projekt, fra ende til anden. Igennem pasningen af vores lille fåreflok lærer vi alle sammen om dyrehold og hvordan man tager sig af levende væsener. Det er noget som varmer sjælen også på de vanskelige dage.